KANDIDATER REPRÆSENTERENDE
JAGTHUNDERACERNEHanne Aae Theilgaard
Ved det kommende valg til DKK’s bestyrelse stiller jeg op som repræsentant for de stående jagthunde. Jeg kommer af en familie, hvor jagt og jagthunde er en naturlig del af tilværelsen og hvor jagten udøves med et bredt udsnit af jagthunderacerne, såsom springer spaniel, ruhåret gravhund, labrador, engelsk setter, ruhåret hønsehund og kleiner münsterländer. Jeg har været medlem af Engelsk Setter Klub i Danmark i 40 år og sidder på andet år i bestyrelsen som kasserer.
Som repræsentant for de stående jagthunde vil jeg gerne fortsætte det gode samarbejde, vi oplever mellem jagthundenes specialklubber og DKK, så vi får de bedste vilkår for fortsat at udvikle vores specialklubber og samarbejdet med DKK. Samtidig er det vigtigt at varetage og formidle vores interesse for jagthunden som brugshund i DKK og være med til at udvikle DKK og samarbejdet med andre kennelklubber udover Danmarks grænser.
Privat bor jeg i Brorfelde med min mand og vores tre engelske settere. Jeg er uddannet civilingeniør og arbejder som konsulent indenfor medicinalindustrien. I min fritid har arbejdet med jagthunden, mark- og apporteringsprøver, samt jagt i Danmark og Skandinavien min helt store interesse. Som repræsentant for Danmark, udtaget af DKK, deltog jeg i oktober måned ved VM i St. Hubertus for kvinder i Kroatien, hvor vi opnåede en bronzemedalje for hold sammen med Helle Høst-Madsen.Det var en stor oplevelse og meget inspirerende at møde jagthundeentusiaster fra hele verden og skabe nye kontakter.
Som hundeejere bruger vi utallige timer på dressur, træning og socialt samvær med vores hunde i forsøget på at udvikle hundens egenskaber på bedste vis. En grundlæggende forudsætning for at det lykkes er, at hundenes mentale og fysiske sundhed er i orden, hvorfor et seriøst avlsarbejde er af største vigtighed. Samtidig skal vi værdsætte den enkelte races særpræg og eksteriør, for kun derved kan vi fremtidssikre vores racer. DKK er med sine faciliteter, arrangementer, træning og instruktøruddannelser et bærende element for arbejdet med alle hunderacer og den forsatte udvikling af disse.
Jeg vil gerne arbejde for, at DKK fortsat er præget af det brede interessefælleskab og konstruktive samarbejde på tværs af alle hunderacer og for at repræsentere DKK’s medlemmer på bedste vis i forhold til vores interessenter. Jeg vil gå ind i arbejdet med lydhørhed og ønsket om at sikre optimale vilkår for alle vores hunderacer.
Kandidaturet er støttet af:
Dansk Ruhår Klub
Korthaarklubben
Dansk Münsterländer Klub
Dansk Weimaraner Klub
Klubben for Gamle Danske Hønsehunde
Langhårsklubben
Dansk Vizla Klub
Dansk Drentsche Patrijshond Klub
Dansk Breton Klub
Dansk Pointer Klub
Engelsk Setter Klub i Danmark
Dansk Irsk Setter Klub
Jagthunde Uden Specialklub