Dødsfald

Den 26. marts 2012 modtog vi meddelelsen om at Elsa Kromann er afgået ved døden. Elsa er af rigtig mange korthårsfolk over hele landet kendt som den ene part af duoen Kromann. Korthårsfolk har igennem mange år mødt de to i forbindelse med arrangementer i Korthaarklubben bl.a. Giveprøven. En prøve som de har haft stor indflydelse på og været med til at gøre til den prøve i klubben som man ser hen til. Mange medlemmer har i den forbindelse overnattet hos Elsa og Henning i Give. Et hjem der var præget af stor gæstfrihed. Tidligt kom Elsa som en naturlig del med i arbejdet omkring klubben i Hennings formandstid, det være sig som prøvelederhustru for Giveprøven, sekretær ved udstillinger og meget mere. Sine sidste år tilbragte Elsa på plejehjem som følge af demens. Vore tanker går til Henning og børnene. Elsa begraves fra Give Kirke lørdag den 31. marts 2012 kl. 11.00.
Æret være Elsa's minde

På vegne af Korthaarklubbens bestyrelse
Ellen Jørgensen
 

Siden opdateret: 26-03-2012 21:18