Dødsfald

 

 

                                                               MINDEORD

                                                              Hans Jørgen Krab.

Den 29. april 2013 mistede korthaarklubben et mangeårigt aktivt medlem i Hans Jørgen Krab.

For Hans Jørgen Krab var aktiv i ordets bedste forstand, ingen gik forgæves hos ham, når der var brug for et godt råd, og mangen en nybagt korthår ejer har fået et godt råd med på vejen her. Både når de købte en hvalp hos Hans Jørgen, eller på talrige træningsaftener, som han stod som instruktør for. Og når træningsaftenerne var slut, var der ingen deltagere der var i tvivl om, at man mødte også op til afslutningen for at vise hvad man havde fået lært, ellers blev det kort og kontant fortalt, at så behøvede man ikke at tilmelde sig til kurset.

Også  jobbet som markprøvedommer blev udført til punkt og prikke, i ialt 27 år, og hvor han afsluttede sin dommergerning, med at dømme et hold på klubbens efterårsvinderklasse, i det år han fyldte 70  og dermed faldt for aldersgrænsen.

Da Hans Jørgen i nogle år døjede med helbredsmæssige problemer mente han ikke han skulle have flere hunde, men da sygdommen blev kureret, rykkede det alligevel lidt i ham. Og efter sigende, skulle der en parringshvalp til Maugstrup hos Hans Jørgen, men der greb skæbnen ind, så det blev ikke i dette liv, at der skulle flere hunde til Kennel Bingo.

Ingen skulle være i tvivl om hvilken hunderace der stod Hans Jørgen Krab's hjerte nær, og som opdrætter af den Korthårede Hønsehund ,satte han sit præg på racen, med mange gode hvalpe fra Kennel Bingo, hvoraf han selv førte mange af dem helt til toppen på markprøver over hele landet.

Hans Jørgen Krab havde den sorg at miste sin hustru for flere år siden. Og fra da af blev han aldrig mere den samme Hans Jørgen, som vi kendte fra tidligere år tilbage. For selv om man kunne få det indtryk, at hans facon var brysk og barsk, så var det ingenlunde tilfældet, for bag den barske facade bankede der et varmt og følsomt hjerte, der nemt kunne fælde en tåre når han blev berørt.

Æret være Hans Jørgen Krab's minde.

Hans Martin Christensen
Formand for Korthaarklubben

 

Siden opdateret: 15-09-2013 09:12