Knud Hansen, 1942-2022

      

Knud Hansen (Katterødsmeden) er ikke mere.

7. december 2022 sov Knud Hansen stille ind.
Forud var gået næsten et år, hvor Knuds helbred nærmest konsekvent ”gik ned ad bakke”. Os, der kendte ham på nærmeste hold, havde aldrig forestillet os, at hans livsbane skulle slutte på den vis.
Tværtimod troede vi ubekymret, at den stærke og livsglade Katterødsmed, ville nå en alder på mindst 100 år.

Men sådan gik det altså ikke.
Hanne, hans trofaste livsledsager gennem hans voksenliv, har mistet sin ægtefælle.
Og børn, svigerbørn og børnebørn, der betød så uendeligt meget for Knud, har mistet en kærlig og altopofrende faderskikkelse.

Den korthårede hønsehund prægede markant Knuds liv. Gennem flere end 50 år lå der et par korthår i den altid åbne halvdør til Katterød Smedje.

1.juni 1970 blev Knud medlem af Korthaarklubben, og fra denne dato fyldte denne klub næsten overvældende meget i hans (og Hannes) liv.
Jagten og markprøvesporten blev en livsstil for ham.

Listen over veldresserede og effektive jagt- og prøvehunde i Knuds liv er lang. Kun det bedste var godt nok for ham. Og det gjaldt både i forhold til brugsegenskaber og eksteriør.
At opliste alle hans hundes topresultater levner dette skrift ikke plads til, men nævnes skal:

Rys, en af Knuds første hunde: Stortgående og stilren, formidabel vildtfinder. 1.-vinder på Korthaarklubbens hovedprøve i Give i 1981 og 1983.

Nordboens Ras. En uhyre stabil hund med et hav af VK-placeringer. Gennemdresseret og i den kategori af hunde, der aldrig ”bevidst” lavede fejl.

DKJCH Lystlunds Erebel. Måske Knuds bedste brugshund? Højt præmieret i alle discipliner. Danmarksmester i 1998.

Græsdalen Rus, som kun var 3 år, da Knud døde. Et kæmpetalent på marken. En af de sjældne hunde, der stort set ikke krævede nævneværdigt dressur.

Som nævnt ovenfor stillede Knud også strenge krav til hundenes eksteriør. Han havde et medfødt sikkert blik for, hvordan en korthår skulle se ud.
Hvis han havde fået en hund med fejl i eksteriøret, blev den ikke boende i lang til hos Katterødsmeden.
Knud har ført en lang række af korthårede hønsehunde frem til et eksteriørchampionat.

Udover et intenst liv med egne hunde har Knud også bidraget markant til Korthaarklubbens aktiviteter og virke.
Knud havde i en årrække sæde i klubbens bestyrelse, han har været prøveleder på diverse vinderklasser, og når de fynske medlemmer havde brug for træning og terræner, bistod han velvilligt med både hjælpsom rådgivning og ved at tilbyde træning på hans fine terræn.
Desuden var Knud i en lang årrække en afholdt og kompetent markprøvedommer.

Det var i høj grad fortjent, at Knud i 2018 fik tildelt Korthaarklubbens fineste æresbevisning ”Guldhunden”.

Som et af de mennesker, der har oplevet det store privilegium at være træningspartner og jagtkammerat med Knud igennem en lang årrække, kan jeg ikke færdigskrive denne nekrolog uden at nævne, at træningsturene og jagterne – især dem til de nordiske fjelde – måske betød allermest for ham.
I fællesskab nød vi naturen og vores fælles passion.

Knuds hjælpsomhed og altid positive og humoristiske tilgang til livet og hverdagen har gjort ham legendarisk på en sjælden positiv vis.

Knuds bortgang efterlader tomhed og et stort savn hos et voldsomt stort antal mennesker, - naturligvis særligt stort hos han allernærmeste.

Æret være Knud Hansens minde.


Harris Jensen.

Opdateret: 11-12-2022