Gengivelse af historiske optegnelser ved 40-50-75-100 år.

Gengivelse af historiske optegnelser gennem tiderne:

N. B. Buchwald ”40 års arbejde” 1948.

I maj måned havde Særklubben virket i 40 år, idet den blev stiftet på udstillingen i maj 1908. Som bekendt havde de engelske race, setter og pointer, omkring midten af forrige århundrede ganske fortrængt de gamle hønsehunde, af hvilke en del gik ind i pointeravlen, mens resten ”forkøtredes” og kun ganske enkelte nogenlunde renracede individer i årene 1880 – 1900 blev indavlet i importerede tyske hunde.

Omkring århundredeskiftet viste indlæg bl.a. i ”Hunden”, at en del jægere savnede den gamle, alsidige hund og dens solide egenskaber og Særklubbens dannelse var et udslag af denne interesse. Den fik straks tilslutning af 30 medlemmer. Af disse er skriveren af disse linier den eneste overlevende. En stor trofasthed – medlemskab i 20-25-30 og endnu flere år – har egentlig været Særklubbens styrke gennem tiderne, og fraset den agitation, som klubbens oprettelse naturligvis fordrede, er der egentlig uden særlig agitation alligevel i dag indtegnet 335 medlemmer.

Ved stiftelsen udarbejdede kennelklubbens sekretær, Forstkandidat Viggo Møller, vedtægterne, som er meget enkle.

Samme Viggo Møller led ikke af optimisme. Hans opmuntrende velsignelse lød: ”Ja, det er ingen sag at starte noget nyt, men det er værre at holde interessen ved lige”. Og det er visdomsord.

Det første spørgsmål som meldte sig, var etablering af prøver, men her stødtes på mange vanskeligheder, såsom den omstændighed, at hundene jo som regel var født standfaste og af  naturen apporterede, og slagordet om ”den jævne jæger og hans hund” gav bagslag. Det blev en sovepude, thi hvad forlangte den såkaldte ”jævne jæger” – egentlig mere? Kontingentet, kr. 2,00 årlig, skulle repræsentere ”Sportsgnisten”. Den jævne jæger havde ingen lyst til videre arbejde og forstod det heller ikke. Man måtte da tage forholdene som de var, og slog ind på prøvesystemet: Avlsprøver. Dvs. at hunden mere bedømtes for gode anlæg end efter dressurfejl. Præmien for arbejdet samarbejdedes derefter med ydre-præmien til et gennemsnit, eksempelvis 2. pr. i marken og 1. pr. ydre gav 2. præmie som hovedpræmie.

Egentlig heller ingen slet fremgangsmåde, når det som her gjaldt om at konsolidere en ny race. Det lykkedes i en årrække at knytte den kendte, fremragende jæger, Stationsforstander S. Wellendorf til klubben som markprøvedommer. Det var klogt nok. Han kunne ikke beskyldes for at nære korthårssympatier. Tværtimod. Ved lejlighed udtrykte han det således:

”Tysk korthår! – Behold den Deutchland über alles”. Han store skepsis, ironi og tørre lune spillede altid ind ved prøverne. Når han på prøverne oplæste kritikken og det lød: ”Så er der Rolf von Friderichstadt (Hentydning til champion Rolf von Freihof) eller Treff von der nichts mehr peidelaar osv. var munterheden stor og alle var fornøjede – også dem, der ingen præmie fik. Vist var det jo, at præstationerne ikke helt svarede til de den gang i de danske ører klingende bombastiske navne. Hundene var jo kun halvt dresserede.

Vi står i stor gæld til denne store hundemand, som hjalp os i vej, men som døde efter et langt sygeleje i 1922. Han var et trofast medlem. Ved en dommerkritik sagde han engang med et vist vemod i de mørke øjne: ”Ja, I korthårsfolk er en race for sig, ligesom jeres hunde”.

Gordon-Knudsen’s forord i årbog 1958 – 50 år:

Som den ældste af jagthundeklubberne i Danmark passerede korthaarklubben i maj 50 årsdagen for sin tilblivelse.

Begyndelsen var svær, fordi korthåren trods sine alsidige jagtlige evner, ”nærmest som en bondehund stod i skammekrogen”, som Viggo Møller udtrykte sig ”eller i alle tilfælde i skyggen af de engelske hunde”.

De resultater, som i dag er nået, må siges at overstige de mål, man dengang stillede sig, så den danske korthår indtager en førerstilling, som er almindelig anerkendt. – Jægerens alsidige jagtkammerat under alle forhold.

Denne position skyldes uselvisk arbejde indenfor klubbens bestyrelse, men først og fremmest af stationsforstander Buchwald, som med enestående kynologisk indsigt og håndfast føring af klubben stilede mod det ideal, han havde sat sig.

Dette i forbindelse med medlemmernes ildhu, sammenhold og kærlighed til korthåren har givet fremgangen gennem de forløbne 50 år.

Bestyrelsen udtaler håbet om, at korthaarklubben på dette fundament og i samme ånd må kunne gå en fortsat og lykkelig fremgang i møde.

Henning Kromann’s forord årbog 1983 – 75 år:

Som det er alle bekendt var 1983 det år Korthaarklubben fyldte 75 år, og hvilket år. Der er ikke mange ting vi kunne tænke os skulle være lavet anderledes her ved årets slutning. Det har været ikke alene et jubilæumsår, men også et jubelår i næsten alle henseender. Alle Klubbens arrangementer - Weekendstævne i Sønderjylland – Klubbens hovedprøve i Give ”den største nogensinde” – FJD’s store udstilling i Odense ”med 176 korthår” – Sommerstævner, fem forskellige steder i landet, med meget stor deltagelse af hunde og mennesker, sidst men ikke mindst, årets markprøver, de store prøver i efteråret var præget af korthår som aldrig tidligere, det sluttede på DM, hvor 11 korthår, ud af de 16 deltagere, deltog. DM sluttede med fire korthår iblandt de fem placerede. Virkelig et år hvor alt er gået godt. Vi må indrømme, at det faktisk har været som vi har haft medvind i vort jubilæumsår, men vi skal samtidig tage det som et tegn på, at medlemmerne har fulgt de gentagne opfordringer fra bestyrelsen til at sætte mere ind på bestemte områder, bl.a. ved at dressere hundene noget bedre i den grundlæggende dressur, idet det tit er her det kniber på de store prøver, men opfordringen lyder stadig, idet vi mener at alle skal arbejde så meget som muligt året igennem, med deres hund.

Mange vil nu spørge, efter 75 år, har vi så nået vort mål? Der er ingen tvivl om at målet der blev sat fra starten, langt er overgået, men svaret på spørgsmålet er alligevel et klart nej, idet vi til stadighed skal arbejde for at forbedre vore korthår. Det har været meningen igennem 75 år og det skal det fortsat være.

Vi skylder mange af vore forgængere tak for den indsats de gjorde for korthåren, og det er vor pligt, som det skal være det for vore efterkommere, stadig efter bedste evne at forbedre korthåren så den kan udfylde sin plads hos den danske jæger endnu bedre.

Vi vil slutte her med samme slutning som i forordet i årbogen 1958 da klubben fyldte 50 år.

Ovenstående i forbindelse med medlemmernes ildhu, sammenhold og kærlighed til korthåren har givet fremgangen gennem de forløbne 75 år.

Bestyrelsen udtaler håbet om, at korthaarklubben på dette fundament og i samme ånd må kunne gå en fortsat og lykkelig fremgang i møde.

Hans Martin Christensens formandstale ved 100 års jubilæumsfesten 2008 (kan også læses i referat fra jubilæumsfesten)
100 år er uendelig lang tid enten man ser frem eller tilbage, og ingen af de 30 fremmødte på klubbens stiftende møde i 1908 havde vel fantasi til at se, hvordan vores race ville udvikle sig 100 år ud i fremtiden, men med ihærdige foregangsmænd i N. B. Buchwald og formanden P.J. Bøving i spidsen, havde de troen på at de havde fat i det rigtige, og det viste sig da også at 10 år senere havde klubben 114 medlemmer. Man havde fået nedskrevet og godkendt af DKK de første Stammekendetegn for den Danske Korthaarede Hønsehund.

Der er ingen tvivl om at vores race på dette tidspunkt havde det svært, i konkurrence med hurtigt og stort gående engelske hunde på marken, og på det eksteriørmæssige, som lidt af en klumpe-dumpe hund, men et utrættelig bestyrelses og avlsarbejde, begyndte allerede på det tidspunkt at bære frugt, og dette utrættelige arbejde helt frem til i dag, har udviklet sig i en grad, som Erik Petersen så smukt udtrykker det i bladet Hunden, at det leder tankerne hen på H. C. Andersens eventyr om ” Den Grimme Ælling”, hvor korthåren af i dag eksteriørmæssig fremstår som en smuk svane, og på jagten er en æstetisk nydelse, når den afsøger marken fra kant til kant.

Dette store arbejde har ingen formænd, hverken Buchwald - Gordon Knudsen, eller en Henning Kromand for nu at nævne de formænd som har stået ved roret i længst tid, kunnet gøre alene. Det er resultatet af et stort og uegennyttigt bestyrelses og avlsarbejde, udført af loyale mennesker, der i troskab mod deres klub aldrig har mistet troen på, at deres indsats var til gavn og glæde for Korthaarklubben, og et blik ud over forsamlingen fortæller en hurtigt, at mange af dem er der endnu, selv om de for længst har aftjent deres værnepligt.

Når jeg nu vil bruge ord som loyalitet og troskab for Korthaarklubben, så kræver det selvfølgelig at blive uddybet, hvad jeg mener med det, og for mig er loyalitet og troskab, når Fru Else Gordon Knudsen i en alder af 90 år stadig har Korthaarklubben i tankerne, og i dagens anledning vil give en gave til et ungt menneske, der gør noget for klubben, eller en Magda Buhl Thuesen der i år kan fejre 60 års medlemskab af klubben og er her i aften som gæst, eller den 25 års jubilar vi har i år, som aldrig har gået på prøve eller udstilling, men udelukkende bruger sine korthår på jagter, han viser også troskab for klubben ved hvert år at forny sit medlemskab. Eller alle vore dommere, det være sig markprøve - eksteriør og schweissprøvedommere som år efter år, når klubben inviterer til at dømme, er klar til at tage denne opgave på sig, eller alle de prøveledere, terrænledere, hjælpere ud over det ganske land, der ved deres hjælp er med til at klubben kan afholde arrangementerne, eller alle dem der ude i aktivgrupperne påtager sig et stykke ledende arbejde, og derved gavner korthaarklubben, eller de personer der påtog sig opgaven og fik nedsat et jubilæumsudvalg, der fik samlet så mange penge sammen, at klubben kan afholde dette jubilæum uden at få dybe lommesmerter. For mig viser alle disse mennesker en loyalitet og troskab mod klubben, der er medvirkende til at vi i dag kan fejre vort 100 års jubilæum. De er medvirkende til at vi kan se tilbage på en klub der har overlevet 2 verdenskrige, en dyb depression i trediverne, og i nyere tid en tendens til at det er mere attraktivt at stå på jagt i stedet for at gå på jagt med sin hund.

Når man nu her ved denne milepæl tager et tilbageblik over de 100 år, er der en anden medvirkende ting der gør at vi i dag kan fejre vort jubilæum, og det er sammenholdet i klubben, og læser man i referaterne fra tidligere afholdte jubilæer, så går det som en rød tråd gennem samtlige beretninger og taler, ”sammenholdet og venskabet i klubben”, det at kunne glæde sig over andres gode opnåede resultater, det at kunne give ens viden og erfaring videre til et nyt medlem, har været medvirkende til, at vi efter en nedgangsperiode, igen er en klub med fremgang både medlems og resultatmæssig.

Tager man endnu et tilbageblik vil man kunne se, at på nogle punkter har vi været utrolig længe om at lære lektierne. Helt tilbage til før klubbens første jubilæum, kan man læse at Buchwald indprentede medlemmerne, at hundens vigtigste arbejde var ”Ikke før skuddet men efter” og jeg citerer hvad han skrev ved 25 års jubilæet ”Lære at stå for det par høns der er tilbage i Danmark, det kan enhver elendig køter, men bringe den anskudte hare, eller vingeskudte and, eller føre os til den anskudte råbuk, der er det det gælder, og her er det vore hunde skal vise deres evner”. Denne lektie har formand efter formand forsøgt at få medlemmerne til at indse, og jeg vil på ingen måde gøre nogen undtagelser, for efter min mening, er det i dag så utroligt vigtigt at vore hunde kan gøre arbejdet efter skuddet færdigt, ikke kun som det vigtigste af hensyn til det sårede vildt, men også fordi der er mange modstandere af jagt, og vi bør ikke give dem mere vind i sejlene end nødvendigt, og fordi mange er af den mening at det kun er retrievere og de rene apportører der kan klare disse opgaver ”intet er mere forkert, men jeg er ikke sikker på at vi kan vente endnu 100 år med at få lært denne lektie”

Hvor står vi så i dag med vores korthår? Ja, vi kan jo konstatere at vi har en race stort set sygdomsfri, jeg vil sige HD spøgelset er stort set begravet, men som med andre sygdomme, er det bedre at forebygge som at helbrede, og vi må på ingen måde slække på fotografering af vore hunde, vi bør ved avl kende forældrehundenes status, det må være det mindste krav man kan stille til en seriøs opdrætter.

På markprøver har korthåren virkelig vist hvad den kan, og går vi 12 år tilbage, har vi haft Danmarksmesterskabet 7 gange, 3 gange 2. vinder, og 2 gange 3. vinder, det viser virkelig noget om gode hunde og dygtige hundeførere.

Går vi tilsvarende år tilbage og ser på fuldbrugsprøve resultater, så har vi der haft 4 hunde der har fået max. point på denne svære prøve, men her på fuldbrugsprøverne, må vi også erkende at vi har mangler, idet for få deltager i denne prøve, men hvis vi har en målrettet indsats for øje, er jeg sikker på at vi får rettet op på det inden for kort tid.

Ligeledes er det med Schweissarbejdet, få gode topresultater, men bredden mangler, det er der dog rettet op på i indeværende år, hvor der vel aldrig nogen sinde er ført så mange korthår på schweissprøver som i år, og jeg håber at virkelig mange vil fortsætte med træningen, med nye mål for øje.

På eksteriørsiden har vi ligeledes haft en positiv fremgang, og i de sidste 10 år har vi kunnet føje 1 eller 2 eksteriør champions til hvert år.

Ude i aktivgrupperne, der er klubbens vigtigste bindeled til medlemmerne, er der bortset fra nogle få med lidt aktivitet, en god stemning og en god bredde i aktiviteterne.

Klubbens ældste aktivgruppe ”Studiekredsen” på Sjælland har således lige fejret deres 40 års jubilæum og levede til fulde op til den før omtalte røde tråd, med et sammenhold og venskab, som det var en fornøjelse at deltage i, med en god blanding af ældre erfarne og nye medlemmer, et godt eksempel for andre aktivgrupper.

Oprettelsen af klubbens hjemmeside på internettet, er i dag en af klubbens stoltheder, en flot, flot hjemmeside, der hele tiden er opdateret, og i klubarbejde af i dag ikke til at undvære, og hvor man kan se, at det er ikke alt det nye man skal smide i skraldespanden. Jeg mindes for ikke så forfærdelig mange år siden, hvor Andreas Haugaard på et årsmøde henstillede bestyrelsen til at bruge internettet, og det faldt bestemt ikke i god jord.

Vi har i dag gode folk siddende i forskellige udvalg i DJU, vi har hele tiden nye emner under uddannelser, det være sig markprøve, schweiss og eksteriør dommere. Vi har seriøse og gode opdrættere der hele tiden har hvalpe klar både til jægeren og hundesportsmanden. Vi har en god opbakning af medlemmerne til de af klubben afholdte arrangementer, og ude omkring i aktivgrupperne, praktiserer vore medlemmer et godt og konstruktivt samarbejde med andre klubber, et samarbejde der er livsvigtigt, hvis den stående hund skal overleve.

Vi udgiver i år for 34te gang vores årbog, på nuværende tidspunkt dygtigt og godt redigeret af Ellen, et redskab som jeg ved mange opdrættere studerer indgående inden udvælgelsen af avlsdyret. Også oprettelse af avlsvejledere der fungerer som hjælp til mindre erfarende opdrættere, er blevet godt modtaget af medlemmerne.

Alt i alt må vi sige at i klubbens 100 årige eksistens, står vi i dag godt rustet til at tage hul på en ny 100årig periode.

Hvad vil fremtiden så bringe, ja, det vil være ligeså svært at spå om, som det i sin tid var for foregangsmændene for denne klub. Vil vi kunne bevare jagten, så den stadig kan udøves med den stående hønsehund, vil vi til stadighed kunne blive ved med at rekruttere medlemmer til at gøre et frivilligt stykke arbejde?

For mig er der ingen tvivl om at det kan vi, men der må ikke forsømmes en lejlighed til at overbevise en ny jæger eller en ny hundefører om, at han gør det rigtige ved at vælge en korthår, og det kan godt være at der endnu engang bliver brug for Tordenskjolds soldater til denne livsvigtige opgave, for et blik ud over forsamlingen, siger en hurtigt at det ikke er yngre mennesker der har stået i kø for at blive medlem af Korthaarklubben de senere år, skal vi være realister, og det skal vi, så siger det blik mig også, at det jo nok er de færreste af dem der er forsamlet her i dag, der kommer til at opleve klubbens 125 års jubilæum, så kære Tordenskjolds soldater, selv om der er båret mange tunge byrder på jeres skuldre, så er jeg fuldstændig overbevist om, at her ligger en af de største opgaver for klubben i fremtiden, og hvis vi løfter den i samlet flok vil den også være til at bære, og vi vil kunne give den arv, vi har fået fra vores forgængere videre med god samvittighed, og for at bruge Henning Kromanns ord ved 75 års jubilæet, ”Lad os fortsætte det gode arbejde der nu har kørt i 100 år, så kan vi igen vise begejstring ved Korthaarklubbens 125 års jubilæum”.

Til slut vil jeg gerne bede hele forsamlingen om at rejse sig og udbringe et trefoldigt leve for Korthaarklubben.

Siden opdateret: 24-06-2008 15:55