Jens Erik Dissing 60 år 24/5-2011

 

Jens Erik Dissing fylder 60 år – den 24. maj 2011

En rund fødselsdag er altid en god anledning til at få sagt eller skrevet nogle af de ting, vi vendelboer aldrig får os taget sammen til at sige til vedkommende.

Og Jens Erik er bestemt en af dem, som skal have et ord med på vejen i anledning af 60 årsdagen i maj, for han er et rigtigt klubmenneske. Jens Erik føler sig tydeligvis forpligtet i de sammenhænge, hvor han færdes. Det er altid magtpåliggende for ham at gøre en indsats, at huske at vi får sendt en hilsen i forskellige anledninger – og ikke mindst, at nogen tager på sig, at holde talen. Det er også vigtigt for ham at være loyal og fair overfor de mennesker, som har taget på sig at køre – eks.vis bestyrelsesarbejdet i vores klub. 

Og når det er sagt, så er Jens Erik jo også en arbejdsmand med sin hund. Han springer ikke over, hvor gærdet er lavest, men det, der skal til for at få en god hund – ja, det skal til – om der så skal lægges 200 spor.

Jens Erik har været en trofast korthårsmand gennem hele sit voksne liv. Og han har da også opnået fine resultater med sine hunde, som for mange vil være bekendte:

”Max” og Jens Erik blev i 1985 - 3. vinder på Giveprøven.

”Bjørn” er nok din bedst kendte hund i Korthårskredse. Med Bjørn fik Jens Erik en smuk hund, som i 1993 blev 1. vinder med CACIB på den nordjyske efterårsvinderklasse. Det gav billet til DM ugen efter.  Bjørn har mange efterkommere rundt om i landet.

”Okslund's Ecco” – var næste hund. Med den opnåede Jens Erik en del fine præmieringer – bl.a. på fuldbrugsprøve.

Jens Eriks nuværende hund ”Søborggård's Thor (Zako)” – er et godt billede på udviklingen i Jens Eriks hundearbejde. For det første blev den først ført frem som 2 årig, hvor den så også var klar til at gå på prøve. Faktisk mener vi ikke, at Zako har 0’er i sin stambog, hvilket fortæller om ambitionsniveauet hos føreren. Zako har flotte placeringer på såvel brugsklasser, vinderklasser og også placering ved DM. - 3- og 20 timers schweiss. Har bestået udv. apporteringsprøve med højt pointtal. Ræveslæb med max. pointtal. Alt i alt et godt og gedigent stykke hundearbejde, som vidner om flid og vedholdenhed.

Korthaarklubben har givet Jens Erik mange gode venskaber på tværs i hele landet – gennem årene. Venskaber – som han sammen med Inger er god til at holde ved lige.

Et stort tillykke på 60 års dagen fra

Aktivgruppen Vendsyssel.

v.Svend Åge og Arne

 

 

Siden opdateret: 15-04-2011 22:09