25/12 Tillykke Kaj Tørnquist 70 år

Tillykke

Kaj Tørnquist 70 år den 25/12-05

Jagt og hunde har gennem årerne fyldt meget af din fritid, du har ydet en stor indsats for hundesagen især for Korthårklubben, men generelt som dommer på såvel markprøver og udstilling samt Fuldbrugsprøveudvalget og som mødeleder m.m.

Medlem af Korthårklubben i 1965, hvor du snart gjorde dig synlig. En årbog for korthårklubben stod som et mål for dig, det blev ikke straks modtaget af bestyrelsen, men du gav ikke op, du så det ville blive et stort aktiv for klubben. På årsmødet i 1975 fik du medhold, det blev overladt til dig at stå for redigeringen, men ikke alene det påtog du dig, du skrev selv hele bogen, dette kolossale arbejde udførte du i 11 år, dette har været en stor glæde for medlemmerne og til gavn for klubben.

I 1981 tiltrådte du i Korthårklubbens bestyrelse som suppleant og forsatte i bestyrelsen til 1990 hvor du desværre ønskede at udtræde.

Markprøvedommer i 1978 og udstillingsdommer for Korthår i 1986, her har du senere fået flere racer koblet på, din store viden på begge områder har skabt respekt om din person. Du har haft fornøjelsen at dømme alle kategorier, været ordførende på vinderklasser, dommer ved DM i 1986 og 1990.

Med dine egne hunde har du også formået at bevise dine evner som opdrætter og dressør, opnået placeringer i vinderklassen med Beauty og Tørnquist´s Basse og nu sidste skud på stammen Tørnquist´s Skipper ført til udstillingschampion.

Det er velfortjent at du har modtaget klubbens højeste udmærkelse ”Guldhunden”.

Bestyrelse og medlemmer takker for din arbejdsindsats til fremme og stabilitet for korthårklubben. Vi ønsker dig mange gode år med jagt og hunde.

 

TILLYKKE Henning Kromann