Uffe Jacobsen 60 år 5/4-2016

 

 

En vestjysk ildsjæl runder et skarpt hjørne.

Uffe Jacobsen fylder den 5. april 60 år. Uffe er hundemand til fingerspidserne, hvilket hans resultater gennem årene har vist. Uffe har altid mødt med veldresserede hunde og gået hjem med gode resultater.
Uffe grundlagde på kennel Søborggårds på sin første hund Bess og hans mål har til stadighed været at lave brugshunde. Dette illustreres bedst ved Tikka stb. nr.
29153/91, Søborggårds Trille stb. nr. 08522/94, Bess stb. nr. 10203/2000, Søborggårds Tess stb. nr. 09630/2005 og Trille stb. nr. 17839/2003 der alle nåede at blive DKJCH. Endvidere har Uffe har placeret sig som nr. 2 ved DM i 1996. I 2015 gik alt op i en højere enhed og DK16726/2011 Søborggårds Bess blev danmarksmester og DKBRCH på ganske få vinderklasser.
Uffe er særdeles aktiv i den vestjyske aktivitetsgruppe, hvor han gerne deler ud af sine erfaringer til nye og ældre hundeførere. I det hele taget er Uffe utrolig gæstfri og gavmild med sit terræn. Uffe kalder til træning regelmæssigt, det betyder at hundeførere valfarter fra nær og fjern til det vestjyske for at træne hund. Når man træner med Uffe er der ikke noget der hedder "godt nok" - enten er det i orden eller så er det ikke.
Uffes store engagement for den korthårede hønsehund afspejles ved, at han har været redaktør for årbogen og siddet i bestyrelsen for korthaarklubben. Begge poster blev udført med stor flid og engagement, hvilket kom korthaarklubben og dens medlemmer til gode. Endvidere er Uffe en velrespekteret markprøvedommer, som er flittig anvendt.
Uffe er passioneret for jagten med den stående hund især sneppejagten trækker i ham, i de første uger af november, så er der ikke tid til meget andet.
Uffe har i flere år været prøveleder for Danmarks Jægerforbund forårs markprøve og DKK brugsprøve i Højmark.
Uffe ønskes et stort tillykke med dagen og ønskes god vind nu hvor han er på vej ind i den tredje alder.

Korthaarklubbens bestyrelse