19/11-2006 Tillykke Johan Sørensen 70 år

Johan Sørensen 70 år den 19. november 2006

Den 19 november kan en kendt hundesportsmand i det Sønderjyske fejre 70 års fødselsdag. For ham som også er en flittig brugt markprøvedommer, vil denne dag helt sikkert være en milepæl i hans liv, idet der nu er andre end ham selv, som har bestemt at det kan og må du ikke mere, når du nu er fyldt 70 år.

Men kære Johan Sørensen, så får du jo bare endnu mere tid til at gå på markprøver, når du nu ikke skal ud at dømme os andre, for det bliver jo nok ikke Vera i denne omgang, der får glæde af at du får mere tid til overs.

Der er vist heller ikke nogen, der er i tvivl om, hvad det er dit hjerte banker for. Det er når du kan komme ud på marken med den Korthaarede Hønsehund. Få har som dig brugt så megen tid på dine hunde.

Men det er ikke kun på dig selv,  du har brugt al din tid, det vil enhver, der har købt en hvalp i Kennel Tessan kunne bekræfte. Du har altid og især hvis det var en helt ny hundefører, sørget for at de fik råd og vejledning med hvalpen hjem.

Du fik også tid til at starte den Sønderjyske Aktivgruppe op, hvor du var formand i nogen år. Da Gynter Jensen stoppede som prøveleder for Schweissprøven i Nørreskoven,  tog du også over her. Som markprøvedommer har Korthaarklubben også haft flittigt brug for dig, senest som ordførende dommer i Give 2005.

Fra Korthaarklubben vil vi derfor ønske dig alt godt i fremtiden, samt rigtig hjertelig tillykke med de 70 år.

 

Korthaarklubbens bestyrelse / Hans Martin Christensen

 

 

Siden opdateret: 12-11-2006 20:38