5.april Tillykke Uffe Jacobsen - 50 år

Uffe Jacobsen - 50 år

Den 5. april fylder en korthår entusiast – Uffe Jacobsen, Hee, Ringkøbing 50 år. Uffe har siden købet af sin første korthår, været et meget aktiv og engageret medlem af Korthaarklubben. Det hele startede med købet af Bess, der senere blev grundstammen i avlen og Kennel Søborggård, hvorfra der er avlet mange gode hunde.

Som hundesportsmand har Uffe vist sine unikke evner som en meget dygtig dressør, dette har ført til mange flotte præmieringer på markprøver, utallige placeringer i vinderklasse samt flere 1. præmier på fuldbrugsprøver. Dette illustreres ved, at de 3 hunde, Tikka stb. nr.

29153/91, Bess stb. nr. 10203/2000, Søborggårds Trille stb. nr. 08522/94, som Uffe har ført på prøver, alle har opnået at blive DKJCH, sidst nævnte hund er også blevet DKCH og blev placeret som nr. 2 ved DM 1997.

Uffes store engagement for den korthårede hønsehund afspejles ved, at i årene 1995 – 1998 var han redaktør for vores årbog. Fra 1999 og 4 år frem var han bestyrelsesmedlem i korthaarklubben, og varetog her jobbet som kasserer. Begge poster blev udført med stor flid og engagement, hvilket kom korthaarklubben og dens medlemmer til gode.

Uffe har også i flere år været prøveleder for Danmarks Jægerforbund forårs markprøve i Højmark.

Derudover kan nævnes, at Uffe er medlem af fuldbrugsprøveudvalget, samt markprøve-dommer - er i begge hverv dybt respekteret og værdsat.

Uffe’s store passion er jagt og stående jagthunde, og han har gennem tiden hjulpet mange vestjyder med træning og instruktion med den stående jagthund, med det formål at klargøre hundene til diverse prøver. En tur til Sverige på jagt efter den røde sommerbuk, eller på rypejagt med sine hunde prioriteres meget højt af Uffe.

Som person er Uffe altid venlig, hjælpsom og gæstfri og kendetegnende for ham er, at indenfor hundesportens verden er der ikke noget der hedder 90% , det skal være 110% i orden.

Uffe har en meget stor berøringsflade, og via hundesporten og jagt kommer han vidt omkring i Danmark, for at dyrke ovennævnte interesser samt aflægge venner og bekendte besøg.

Vi vil gerne her benytte lejligheden til at sige mange tak til Uffe for de mange hyggelige og lærerige timer vi har brugt på heden og andre steder.

Stort tillykke med dagen og alt godt fremover – ønskes du af:

 

Aktivgruppen Midt og Vestjylland og Korthaarklubbens bestyrelse

 

Siden opdateret: 28-03-2006 21:17